Rejsegilde i Naturvidenskabernes Hus
Præcis som det hører sig til ved et rejsegilde, blev der den 2. april serveret øl og røde pølser for håndværkerne og andre inviterede gæster.
Arkitekten af huset, Morten Gregersen fra arkitektfirmaet NORD sagde i sin tale, at hvis der fandtes X-Faktor indenfor arkitektur, så ville Naturvidenskabernes Hus sikkert nå finalen.
Både divisionsdirektør i MT Højgaard, Hans Jørgen Pedersen og formand for byggeudvalget, Poul Vesterbæk roste huset og i særdeleshed håndværkerne, der har skabt den unikke bygning.
At fremme interessen for naturvidenskab kræver visionære tanker. Derfor er der højt til loftet i huset.
Efter den officielle del, inviterede direktør, Mai Louise Agerskov på en rundvisning i bygningen.
Huset forventes at stå færdig til september 2009.